Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Tonede linjer på Rørkjær Skole Urban

På Rørkjær Skole Urban kan man som elev i 7.-9. klasse vælge at gå på en tonede linje én dag om ugen. Man kan bl.a. dykke ned i klima og miljø og innovation og business for bare at nævne to af de spændende linjer. Læs mere om de tonede linjer her på siden. 

Én dag om ugen kan 7.-9. klasses elever på Rørkjær Skole Urban gå på en tonede linje. Resten af skoleugen forløber helt som den plejer i sin almindelige klasse. 

Emneuger 

To til tre gange om året kører vi projekter på linjerne. Den ene af ugerne slutter med et aftenarrangement, hvor vi inviterer forældrene ind på skolen til fremvisning, hygge og måske fællesspisning.

Hvilke fag er det så?

Alle tonede linjer vil arbejde meget tværfagligt. Verden omkring os er ikke delt op i fag, så det vil vores linjer heller ikke være. Ofte giver interesse for helheden nemlig en motivation til at forstå detaljerne. Eksempelvis: Hvis man får røde knopper af at skemaet viser fysik/kemi, er der nok nogle linjer, man ville være betænkelig
ved, hvis der stod, at fysik/kemi var en stor del af linjen. Det ville være en skam, for hvis man interesserer sig for klima, kan det være, at man pludselig indser, at atomers opbygning faktisk er helt vildt interessant, fordi det er vigtigt at vide noget om for at kunne forstå, hvordan man løser udfordringerne med klimaet.

Sammensætning af elever

De tonede linjer vil være på tværs af 7., 8. og 9. klasse. Vi har været i dialog med flere skoler, der har haft stor succes med at lave valghold på tværs af årgangene. Det giver et meget bedre sammenhold og fællesskab og færre grupperinger og konflikter. Vi mener derfor, at det er værd at prøve af – ikke mindst efter corona, hvor klasserne skulle lukke sig om sig selv.

Valg af toning

I løbet af maj skal man ønske to tonede linjer og prioritere dem. Det er ikke sikkert, at man vil få sin førsteprioritet. Hvis man får sin andenprioritet i det kommende skoleår, har man dog førsteret på sin førsteprioritet året efter. Man kan ikke vælge den samme linje to år i træk.

Lidt med småt

Vi kan ikke garantere, at alle tonede linjer bliver oprettet. Hvis for få elever ønsker en linje, risikerer den at udgå helt eller blive sammenkædet med en anden. Og hvis rigtig mange ønsker én linje, kunne vi godt overveje at oprette to hold.

Lifestyle

Til dig med interesse for sund kost, motion og fitness og design og mode

En sund krop og et sundt sind kommer ikke af sig selv. Krop og sind hænger tæt sammen, så vi vil arbejde med sund livsstil i form af motion og kost, men også mental sundhed. En sund livsstil giver gode forudsætninger
for, at man kan nå sine mål for uddannelse, socialt liv, job osv.

På Lifestyle laver vi en fysisk aktivitet hver gang, vi dyrker fitness, yoga, styrketræning og mindfulness. Så laver vi sund og bæredygtig mad og samarbejder med lokale idrætsforeninger. Vi skal også på en overlevelsestur og kommer omrking livsstile og normer i andre lande. ​

Klima og miljø

Til dig med interesse for fremtidens samfund og biodiversitet

Kunne du godt tænke dig at vide hvad Gretha Thunberg egentlig render og laver? Eller lære mere om up- og recycling og bæredygtighed? Så er denne linje måske noget for dig. 

FN siger, at i år 2025 skal verdens CO2-udledning
toppe, hvis vi skal holde temperaturstigningen
under 1,5 grader. Det er jer som unge, der skal løfte opgaven med at omstille samfundet, så vi vil på denne toning fokusere på den komplekse, men vildt spændende og vigtige problematik. Og måske kan vi i fællesskab finde løsninger.

Cavling

Til dig med interesse for journalistik, podcasts, youtube mm.

Det siges at ”ord skaber virkelighed”. Derfor er
det enormt vigtigt, hvordan vi formulerer os, når
vi formidler budskaber og beskriver begivenheder.
Det gælder både fakta og fiktion. Det siges også, at et billede siger mere end tusind ord. Derfor vil arbejdet med visuel formidling også være et vigtigt element på Cavling.

På Cavling-linjen kommer vi igennem et forfatterkursus, vi arbejder med skoleavis, grafisk design, billedet som medie og formidling gennem lyd. Vi kommer også til at besøge lokale medier. 

International

Til dig med interesse for sprog og kommunikation

Distancen mellem mennesker på tværs af landegrlnser er blevet meget mindre. Vi har mange snitflader med andre lande. Denne linje vil gøre dig klogere på andre lande og kulturer bl.a. ved at arbejde med medier på andre sprog og international samhandel. 

Vi vil også introducere et tredje fremmedsprog som  italiensk, fransk eller spansk. 

Innovation og business

Til dig med interesse for salg, opstart af egen virksomhed og meget mere

Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men én ting er helt sikkert: Fremtiden kommer ikke til at ligne fortiden. Vi vil stå med udfordringer, som vi ikke har løsningerne på endnu, og vi har brug for kreative hoveder, der kan finde smarte løsninger og få dem gjort til virkelighed. Derfor skal man både kunne opfinde og markedsføre sin idé på denne linje.

Du vil blive klogere på produktudvikling, aktier, virksomheder, 3D print, programmering og kodning og meget mere. 

EUD

Til dig der gerne vil prøve kræfter med hvad man kan arbejde med efter folkeskolen

I takt med at du kommer længere op i årgangene,
bliver skolen ofte mere og mere teoretisk orienteret.
Men måske vil du hellere bruge dine hænder og lave
praktisk arbejde. Måske har du allerede besluttet dig
for, at du vil have en erhvervsuddannelse, men har
brug for at prøve nogle forskellige af, før du beslutter
dig.

Du vil høre mere om hvordan tidligere elever fandt deres vej til job og så skal vi ud og besøge erhvervsuddannelse. Ligeledes vil der være mulighed for praktikker i virksomheder.

Next step

Kun for 9. årgang

Til dig der gerne vil klædes på til tiden efter 9. klasse

Når du starter i 9. klasse, har du rundt regnet 175 skoledage tilbage i folkeskolen. Herefter skal du beslutte, hvad der skal være det næste skridt i dit liv. Alle har deres egne behov, så på denne linje vil vi lægge op til, at du selv er med til at vælge, hvad indholdet skal være, samtidig med at du bliver klar til de dele af ungdoms- og voksenlivet, der venter forude.

Lær mere om hvordan du bliver klar til at klare dig selv. Vi kommer omkring hverdagsøkonomi, hjælp til at finde fritidsjob og ekstra hjælp til at afklare uddannelsesvalg.