Værdigrundlag og antimobbestrategi for Cosmosskolen
Skolens værdigrundlag
Cosmosskolens værdiggrundlag består af 7 karaktertræk og 4 samværsregler.
- Empati
- Engagement
- Nysgerrighed
- Optimisme
- Selvkontrol
- Vedholdenhed
- Værdsættelse
- Vi er bedst SAMMEN
- Her er det RART FOR ALLE
- STOP betyder STOP
- Her er det DE VOKSNE der bestemmer
Karaktertrækkene og samværsreglerne bliver gennemgået med forældrene mindst 1 gang årligt, samt ved indskrivning af nye elever.
Filmen om forventningerne til skolens elever, sendes hjem til forældre på AULA og vises den første uge af skoleåret i alle klasser. Derudover hænger ovenstående rundt på skolen for at skabe synlighed for både lærere, elever og forældre.
Som Cosmosskole arbejder vi ud fra og tror på:
At mødet mellem mennesker er yderst værdifuldt, og derfor prioriteres to skole/hjem samtaler, et forældremøde og 1-2 sociale arrangementer pr. skoleår, hvor der er forventning om forældredeltagelse.
Skolen accepterer ikke mobning, vold og trusler mod personalet eller eleverne imellem. Al grænseoverskridende adfærd og magtanvendelser registreres.
Ansvarsfordeling
Ansvaret for ovenstående karaktertræk og samværsregler fordeler sig således:
Forældrenes ansvar: Forældrene skal acceptere og bakke op om skolens samværsregler og det kontinuerlige arbejde med de 7 karaktertræk – både i forhold til egne og andres børn.
Forældrene skal vise denne accept og opbakning til sit barn.
Elevens ansvar: Eleven skal acceptere skolens samværsregler og motiveret forsøge at videreudvikle egne 7 karaktertræk.
Personalets ansvar: Skolens ledelse og personale skal i sit virke både med og uden elever være gode rollemodeller i forhold til de 7 karaktertræk.
Skolen skal sikre via undervisning, synlighed og kontinuerlig henvisning, at de 4 samværsregler og de 7 karaktertræk er en væsentlig del af skolens hverdag.
Ledelsens ansvar: Skolens ledelse og personale skal i sit virke både med og uden elever være gode rollemodeller i forhold til de 7 karaktertræk.
Skolen skal sikre via undervisning, synlighed og kontinuerlig henvisning, at de 4 samværsregler og de 7 karaktertræk er en væsentlig del af skolens hverdag.
Formål med antimobbestrategi
https://dcum.dk/
Formålet er at inddrage elever, forældre og lærere i arbejdet med de ovenstående karaktertræk og samværsregler. Igennem disse skabes et stærkt fælleskab med høj tolerance for forskellighed, samt et trygt miljø i løbet af skoletiden og videre ud i voksenlivet.
Hvorfor opstår mobning?
https://redbarnet.dk/foraeldre/mobning-paa-nettet/
Vi ved fra nyeste forskning, at mobning er tæt forbundet med menneskets behov for at tilhøre et fællesskab. Når børn bliver mobbet eller mobber, sker det på grund af et utrygt fællesskab, hvor børnene mangler noget positivt at være sammen om. Det kan skabe en lav tolerance over for dem, der ikke er ligesom en selv – og en ”løsning” kan derfor være at finde en fælles fjende.
Mobning kan altså være en overlevelsesstrategi, der kan sikre, at man selv er inde i varmen. Børn kan derfor blive mobbet med stort set alt. Både ved at blive ignoreret eller kaldt grimme ting i skolegården eller på nettet. Mobning i det fysiske rum er ofte også ledsaget af mobning på digitale medier.
Hvad er mobning?
https://dcum.dk/media/u3sntos2/hvad-er-mobning.pdf
Mobning er handlinger, der holder en eller flere elever uden for fælleskabet, bevidst eller ubevidst. Mobning opstår i fællesskaber som mangler noget positivt at samles om, og foregår ved forskellige typer handlinger, der markerer hvem, der holdes udenfor. Mobning udspringer af utrygge kulturer, der opstår i sociale sammenhænge, man ikke kan trække sig fra.
Årsagen skal typisk findes i den manglende tolerance i fællesskabet og ikke ved at se på, hvad, der bliver mobbet med eller hvem, der bliver mobbet.
Mobning handler derfor om, at få øje på gruppens mønstre, og bekæmpelse handler i høj grad om at ændre kollektive dynamikker.
Mobning handler altså ikke om svage elever, men om elever, som bliver gjort svage i et fællesskab.
8 kendetegn på der foregår mobning
- Når drillerier ikke længere er for sjov – drillerier i sig selv fører ikke til at nogen bliver ekskluderet fra fællesskabet
- Når konflikter ikke længere kan løses – konflikter kan have et positivt udviklingspotentiale
- Når udstødelseshandlinger bliver systematiske
- Når der er utryghed i fællesskabet
- Når der er lav tolerancetærskel i fællesskabet – det er fællesskabets lave tolerance over for forskelligheder, der er årsag til mobning
- Når der er mangel på empati – kan ofte skyldes en overlevelsesstrategi.
- Når der er magtubalance i fællesskabet – opstår når det er socialt accepteret, at en eller flere personer er mindre værd end andre
- Når der er ensomme elever i fællesskabet
Nedenfor er en ikke udtømmende liste over mulige advarselssignaler, som forældre/voksne bør reagere på, hvis de oplever dette ved deres barn eller elev
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke-hos-boern/sygdomme/oevrige-sygdomme/mobning/
- Fravær fra skole
- Psykosomatiske symptomer (hovedpine, ondt i maven, søvnbesvær, træthed)
- Manglende fokus og koncentration
- Svært at placere i gruppearbejde
- Aggressiv eller destruktiv adfærd
- Nervøs adfærd
- Stille indadvendt adfærd
- Ensomhed og social isolation
- Ked af det – tristhed – depression
- Usikkerhed, lavt selvværd og negativt selvbillede
- Skiftende eller markant andre adfærdsmønstre
- Angst for skolelivet, især det sociale
- Ingen god ven i fritiden
Hvad er digital mobning?
https://redbarnet.dk/foraeldre/mobning-paa-nettet/
Digitale medier er en integreret del af børns og unges liv. De leger, lærer og vedligeholder relationer online.
Digital mobning er anonym. Digital mobning kan ikke kontrolleres. Digital mobning er en del af alle børns hverdag.
Digital mobning er, når en eller flere børn gentagne gange forfølger eller udelukker et udvalgt barn gennem digital teknologi (mobil, websites, spil mm).
Digital mobning adskiller sig fra anden mobning ved følgende kendetegn:
https://dcum.dk/grundskole/undersoegelse-digital-mobning-i-skolen/
- Anonymitet – man kan ikke altid se, hvem afsenderen er
- Stopper ikke – det kan foregå døgnet rundt, ikke kun på skolen
- Eksponering – det spredes hurtigt til et stort publikum
- Flydende roller
- Det skrevne sprog kan virke hårdere og grovere – afsenderen mente det måske ikke som mobning
Hvis skolen, forældre og eller eleven/eleverne oplever digital mobning er det vigtigt med dialog herom.
Er det noget skolen kan håndtere i skoleregi træder mobbestrategien i kraft, og ellers rådgives og vejledes forældrene.
Det er endvidere vigtigt at gøre følgende:
- Tag mobningen alvorligt og gem eksempler på telefonen af chikane og trusler
- Hvis mobningen sker på internettet, så gem logget og lav en printudgave af hjemmesiden
- I tilfælde af konflikt tag da udgangspunkt i konkrete hændelser
- Involver andre forældre og/eller skolen i konkrete mobbesager
Mobning på internettet og på mobilen handler ikke udelukkende om digital teknologi, men også om tilgangen til andre mennesker. Kommunikation med dit barn og eleverne om, hvordan de har det, når de er online, er afgørende i bekæmpelse og minimering af digital mobning.
På Cosmosskolen arbejder vi præventivt med digital mobning ved blandt andet at have mobilfri skole, hvor mobiltelefoner hver morgen samles ind i mobilhotel.
Ligeledes arbejdes der præventivt i klasserne i forhold til digital mobning og digital dannelse ud fra Cosmosskolens digitale årshjul, i samarbejde med UngEsbjerg/SSP.
Forældreansvar i forhold til mobning
Det er altid vigtigt i forhold til håndtering af mobning, at forældrene er en del af den forebyggende indsats samt løsningen. Derfor opfordres alle forældre til, at tale med deres barn om følgende:
- Fællesskabet – Hjælp dit barn med at være en god klassekammerat
Ved at tale positivt om dit barns klassekammerater, er du med til at skabe et positivt fokus for dit barn
- Sociale medier – 3 gode råd til dit barn om tonen på nettet
- Ikke til konfliktløsning – de sociale medier egner sig ikke til løsning af konflikter
- Lær barnet kun at skrive positive ting til eller om hinanden. Skriv kun ting, du også ville kunne sige ansigt til ansigt
- Tænk over fællesskabet. Ingen billeddeling. Onlinespil
- Hårdt sprog – hjælp dit barn til at tale pænt
Tal med dit barn om, at tonen i klassen har stor betydning for et sundt fællesskab i klassen
For yderligere oplysninger kan man finde mere på følgende hjemmeside https://bornsvilkar.dk/devoksnesansvar/gode-raad-til-forebyggelse-af-mobning/
I Esbjerg Kommune er der forskellige fagpersoner, der kan trækkes ind i arbejdet omkring trivsel, og ikke mindst i samarbejdet forældre og skole imellem.
Skolen og lærerne har et stort kendskab til redskaber og muligheder, både når det gælder forebyggende arbejde, når reel mobning finder sted, samt ved håndteringen.
Skolen har en forventning om, at man som forældre kontakter skolen, hvis man erfarer at ens barn bliver mobbet eller mobber andre. Ligeledes, hvis man har kendskab til mobning hos andre børn, samt at man som forældre deltager aktivt i det videre forløb.
Handling og forebyggelse i forhold til mobning
Cosmosskolen ønsker at handle før der foregår decideret mobning og digital mobning. Faktisk allerede når det sociale samspil i gruppen er presset og utrygt, også selvom det ikke går ud over bestemte elever.
https://dcum.dk/media/u3sntos2/hvad-er-mobning.pdf
Når en forældre, elev eller lærer bliver opmærksom på, at der er mistrivsel i gruppen (klassen) skal lærerne gøres opmærksom på dette.
Der skal være en dialog omkring trivslen i klasserummet mellem skole og hjem (de som oplever og ser udfordringerne). Denne dialog skal dokumenteres i Hjernen og Hjertet af læreteamet.
Lærerne vil tage udgangspunkt i de 8 kendetegn for mobning og udarbejde en klassetrivsel.dk på deres hjemmeside. Dette vil give dem mulighed for at vurdere, om der er tale om mobning eller ej. Derudover vil der være en individuel samtale med eleven og kontakt til forældrene.
Er der tale om mobning, iværksættes mobbestrategien. Det betyder, at lærerne sammenholder de data de har omkring klassen og de involverede elever, og analyserer disse. Der vil blive udarbejdet en undersøgelse omkring klassens trivsel og mobning på klassetrivsel.dk, og der vil blive kigget på de 8 kendetegn for mobning.
Når dette foreligger træffes der beslutning om der er tale om mobning, derefter vil forældre til de involverede elever, blive indkaldt til særskilte møder (opstartsmøde mobning). Til disse møder deltager forældre, skolens ledelse, læreteamet og eventuelt samarbejdspartnere. I løbet af mødet vil der i samarbejde blive udarbejdet en handlingsplan (fokuspunkt/udviklingsplan) for det videre arbejde med mobningen og eleven/klassen. Ligeledes vil der blive aftalt, i hvilke tempi der afholdes opfølgningsmøder.
Den eller de involverede elever inddrages inden mødet, for at høre deres version.
Er der ikke tale om mobning, vurderes det mellem skole, forældre og ledelse, hvilken handling der skal iværksættes.
Arbejdet med klassen og eller de involverede elever vil blive dokumenteret i Hjernen & Hjertet, enten på klassen eller på de involverede elever.
Forældre vil under hele processen blive inddraget.
Klageinstans
Hvis man som forældre eller elev oplever, at skolen/SFO’en ikke tilstrækkeligt forebygger og håndterer mobning, eller om hvorvidt der foregår mobning eller ej, skal der indsendes en klage til skolen. Klagen skal sendes til skolens pædagogiske ledere, i emnefeltet skal der skrives ”klage mobning”.
Klagen vil efterfølgende blive gennemgået med skolens ledelse, hvorefter der træffes ny afgørelse, medhold, delvist medhold, eller ikke medhold.
Gives der delvist medhold eller ikke medhold og man som forældre ikke er enige, skal klagen sendes videre til DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) https://dcum.dk/nkmm/hvis-du-oensker-at-klage/, hvor klagen vil blive behandlet.
Revideres
Cosmos skolernes antimobbestrategi revurderes hvert år.
Senest revurderet april 2024.
Senest revurderet januar 2024.