Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Specialgruppe går i skole i skoven

I indskolingens specialgruppe på Kvaglundskolen Signatur går lærere og pædagoger en ekstra mil for børnenes læring og trivsel. Bogstavelig talt faktisk. Hver dag traver de nemlig afsted i skoven og holder udeskole, fordi det er sådan, eleverne får den bedste skoledag.

Hvem siger, at man ikke kan sidde i en trætop og øve sig i at læse? Eller finde pinde i skoven og bruge til matematik. I hvert fald ikke 0.-2. klasse i Kvaglundskolens specialgrupper. Her er børn og voksne nemlig ude hver eneste dag og bruger naturen som klasseværelse. For det har faktisk vist sig, at eleverne lærer bedre i det fri. Samtidig har de færre konflikter og skaber bedre relationer til hinanden, når der er god plads omkring dem.

”I skoven er det hele mere konkret og overskueligt for børnene, og de kender rammerne, så de skal ikke forholde sig til alt for meget. Vi oplever, at der er meget mere ro på dem udenfor, og de kan koncentrere sig i længere tid, så vi kan se, at de også begynder at rykke sig fagligt,” forklarer lærer Rune B. Petersen.

(læs videre under billederne)

Skoledagen indrettes efter børnene

Egentlig begyndte det med en daglig gåtur i skoven tæt på skolen, men med frihedsforsøget fulgte nye muligheder, og dem greb indskolingens team af lærere og pædagoger. Nu behøver de nemlig ikke følge fag og timetal på en bestemt måde, men kan i stedet gå kreativt til planlægningen af skoledagen, så den bliver indrettet efter børnene i stedet for omvendt. Specialgruppernes børn har nemlig forskellige udfordringer, der gør, at de kan have svært ved at passe ind i skolens traditionelle kasser.

Det betyder, at alle i 0.-2. klasse nu bruger det meste af skoledagen udendørs. I skolens bus eller de voksnes biler kører de til Marbæk Plantage, hvor dagen starter med en fællessamling. Skoledagen følger ikke et bestemt fagskema, men børnene bliver præsenteret for opgaver, uden at de opdager, at de faktisk laver fx matematik eller dansk. Og så er der plads til bare at være. Til at lave mad over bål, bruge kroppen og blive fysisk træt, så både krop og sind måske kan slappe lidt mere af.

 

Oplever skovens magi

At være udenfor året rundt i al slags vejr kræver noget af både børn og voksne. Der skal flyverdragter på om vinteren og solcreme om sommeren, og det er ikke sjovt at stå i skoven uden det rette udstyr. Derfor bliver trækvognen hver dag pakket og trukket med i skoven, så alle er klar til en skoledag på naturens præmisser. Til gengæld oplever børn og voksne dagligt den magi, der kan opstå, når alle er på neutral grund uden pres og forventninger.

”Der er bare mere space, og selve gåturen ud i skoven grounder børnene, så de også bliver bevidste om, hvordan de har det i deres krop. Der er ro til at snakke og plads til både at være alene og sidde sammen mellem træerne. Det fungerer meget bedre for dem end at skulle være inden for klassens fire vægge, hvor de hurtigere bliver pressede og irriterede på hinanden”, forklarer pædagog Tanja Neder-Helman.

 

Bedre trivsel og kommunikation hjemme

Der er stor opbakning til udeskolen fra forældrene, der også oplever bedre trivsel hos deres børn. Skolen er i tæt dialog med dem, og meldingen hjemmefra er, at børnene er trætte på en god måde, når de kommer hjem, og også er blevet bedre til at kommunikere. Faktisk kunne hverken børn, forældre eller personale tænke sig skoledagen på nogen bedre måde.