Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Politikere og skolefolk gjorde status på friheden

Nyt byråd og et halvt års frihed var anledning til at samle politikere og skolefolk til en status på Fremtidens Folkeskole.

Det første halve år af frihedsforsøget er nu godt og vel rundet, og det er tid til at gøre status og se frem mod det kommende skoleår og år to af arbejdet med Fremtidens Folkeskole. Samtidig trådte et nyt byråd til ved årsskiftet, og her skal politikerne sammen med det nye Børn & Skoleudvalg lære frihedsforsøget at kende. Det var anledningen til, at byråd og skolefolk satte hinanden stævne til politisk café på Bakkeskolen Cosmos og sammen blev klogere på, hvordan det går med friheden.

 

Rullegræs og vild blomstermark

Rullegræs og vild blomstermark var to botaniske billeder, som de to skoleledere, Anita Kallesø fra Vadehavsskolen og Daniel Hald fra Darum Børneby, brugte til at illustrere arbejdet med friheden.

"Når man ruller rullegræs ud, ser det med det samme flot ud, men rødderne er ikke så dybt forankret. Sådan er det også med friheden. Vi sætter tiltag i gang, men vi skal give forandringerne tid til at rodfæste sig. Derfor er det ikke sikkert, at børn og forældre med det samme kan mærke, hvad det er vi gør", forklarede Daniel Hald.

På samme måde kan processen sammenlignes med en vild blomstermark.

”Vi lagde ud med at være vilde med vilje og sprede blomsterfrø tilfældigt ud, så vi kunne få noget nyt til at spire og gro. Nu er det tid til at kigge mere fokuseret på det, der er vokset op. Vi skal turde træffe nogle bevidste valg, og det er vigtigt, at vi går på besøg i hinandens praksis – både på ledelsesniveau og ude i praksis,” sagde Anita Kallesøe.

 

Det man ikke kan se

Rundt på skolerne har de grebet friheden vidt forskelligt an, og nye tiltag og aktiviteter bliver afprøvet. Til den politiske café blev det dog også understreget, at det, der måske skaber de helt store forandringer på den lange bane, er det, man ikke rigtigt kan se. Nemlig mindsettet. Motivationen. Den voksende virketrang og lysten til at skabe noget.

Til caféen fik politikere og skolefolk også nyt fra Holbæk Kommune, der lige som Esbjerg er frisat på skoleområdet, og så mødtes de til shareshops, hvor skolerne fortalte om konkrete erfaringer, og der var plads til spørgsmål og debat.  

'); }