Bag hver sin computerskærm sidder Kian og Lucas. Headsettet er placeret på ørerne uden over kasket og hoodie. Øjnene viger ikke fra skærmen, og musen bevæger sig intenst på måtten. De to drenge spiller computerspillet Counter-Strike og kommenterer ivrigt på hinandens træk.
Lyder det som en scene fra et drengeværelse? Det er det ikke. Kian og Lucas er nemlig i skole. Der står esport på skemaet, og det er drengenes valgfag. Faktisk er de i fuld gang med at forberede sig til deres afgangsprøve, der venter om få dage.
Esport motiverer eleverne
Kian og Lucas går i 8. klasse på Linje S, som samler en del af kommunens specialklasser på Bakkevejens Skole Fortuna i Bramming. Her går elever, som har forskellige udfordringer og derfor har brug for særlige rammer. Undervisningen kan være udfordret af den bagage, som eleverne har med sig, men Linje S har fundet en løsning, der gør skolegangen lidt lettere. Skolen har nemlig brugt folkeskolens treårige frihed til at udvide rækken af obligatoriske valgfag i 7. og 8. klasse, så specialeleverne nu kan vælge esport, og det er en stor succes. Valgfagets tilslutning stiger, og både elever og voksne mærker den positive effekt.
”Det betyder meget, at esport er en interesse, som eleverne har i forvejen, så de er motiverede for at deltage og kan koncentrere sig i længere tid. I valgfagstimerne sidder de klar, når klokken ringer, mens vi tit skal ud at hente dem til de andre fag. Her oplever eleverne, at de er gode til noget, og det styrker de andre fag, fordi de tror mere på, at de faktisk kan lykkes,” forklarer pædagog Andreas.
Valgfag er en social gevinst
Klasserne har fast to timers valgfag om ugen plus to ekstra timer, som også jævnligt bliver brugt i esportslokalet. Ikke kun fagligt, men også socialt oplever linjens voksne, at det nye valgfag er en gevinst. Eleverne er mere åbne over for hinanden, og der er opstået et nyt fællesskab, så elever, der ellers ikke talte sammen, nu opsøger hinanden både i og uden for skolen.
Undervisningen i esport handler langt fra kun om selve computerspillet. For at være god på skærmen er der nemlig en masse andet, der er vigtigt.
”Vi taler med de unge om emner som kommunikation, taktik og digital dannelse, og så hjælper vi dem også med at blive bevidste om, hvad det betyder at være sund. Man kommer nemlig ikke langt på chips og cola, og derfor arbejder vi med sunde madvaner, søvn og motion,” forklarer lærer Lasse.
Bedre udstyr på ønskelisten
For de unge selv er det selvfølgelig fedt at få lov at spille computer i skoletiden og øve sig endnu mere i det, de er gode til. Og de kan godt se, at de ud over selve gamingen lærer noget vigtigt om sig selv. De opdager, hvor de selv og hinanden er stærkest, og mærker tydeligt, at det er en fordel at kunne at holde hovedet koldt.
”Man kan bruge det andre steder også. For eksempel hvordan man kommunikerer og samarbejder med hinanden, og hvordan man reagerer i konflikter. Man skal lade være med at gøre det værre og i stedet prøve at være mere diplomatisk”, forklarer Kian.
Én ting står højt på ønskesedlen for esportsholdet. Teknisk udstyr, der bedre kan matche elevernes evner. Følelsen af at blive anerkendt og investeret i. De kan nemlig godt, eleverne på Linje S. Det viste Kian og Lukas, da de begge gennemførte deres eksamen, som viste at prøveformen i esport fungerer. Der er god mulighed for, at eleverne kan være kreative og bruge pensum til gode snakke om andre emner.
”Eleverne var dygtige til at tage teorien og øvelserne med ud i et samfundsperspektiv, og de kom med gode eksempler på, hvordan konflikter kan håndteres både i spilsituationer og i hverdagen. De viste, at de har viden om sundhed, samarbejde, konflikthåndtering og ikke mindst kommunikation,” fortæller en stolt lærer Lasse.