Vittenbergskolen ligger i den sydlige del af Ribe og har knap 440 elever fordelt på 21 klasser. Der er to eller tre klasser på næsten alle årgange, og i 7. klasse tager vi imod eleverne fra Egebæk-Hviding Skole. Vi har også et specialundervisningscenter og specialklasser, og her går ca. 70 af vores elever i skole. SFO’en ligger på skolen, mens Klub Ribe Midt med fritids- og ungdomsklub holder til i SeminarieHuset på Simon Hansensvej.
Mere end en skole
På Vittenbergskolen gør vi os hver dag umage for at lave en skole, som giver vores elever det bedste fundament for deres fremtid. Vi har et tæt samarbejde med byens daginstitutioner, så børnene får en god overgang fra børnehaven og en tryg start på skolelivet. På skolen skaber vi rammer, hvor eleverne kan lære og trives, så de hele tiden er klar til at tage det næste skridt i deres udvikling. Hos os er der plads til alle uanset køn, etnicitet og social baggrund. Vores skole er et sted, hvor eleverne tilegner sig faglige færdigheder, får oplevelser, vokser og danner relationer. Alt sammen gør det en forskel for eleverne hver for sig og sammen. Derfor er Vittenbergskolen mere end en skole.
Tillid skaber det gode skoleliv
Hos os er tillid et nøgleord. Vi stoler på, at vi alle gør det bedste, vi kan – både børn og voksne. Vi tror på, at respekt er det bedste udgangspunkt for, at vi kan forstå hinanden og kan have en god dialog. Og så er det vores klare oplevelse og erfaring, at vi kan løfte de fleste udfordringer, når vi står sammen og værner om fællesskabet. Godt nok kan alt det ikke måles i en test, men vi er sikre på, at det alligevel har stor værdi for det gode skoleliv.
Læring med historie, natur og kultur
Vittenbergskolen blev bygget i 1972 og er løbende blevet udvidet og moderniseret, så vi har en skole med gode faciliteter og velfungerende rammer om skolelivet. Skolen ligger i trygge og grønne omgivelser i udkanten af Nordens ældste by, Ribe, og vi har kort afstand til natur, som er både nationalpark og verdensarv. Samtidig har vi byens aktiviteter og kulturtilbud inden for rækkevidde. Det betyder, at vi har gode muligheder for at gøre undervisningen nærværende og levende, og hos os oplever eleverne historien, naturen og kulturen som en naturlig del af skoledagen.