Kvaglundskolen ligger i bydelen Kvaglund i den østlige del af Esbjerg. Vores 274 elever er fordelt på 18 klasser, og der er to klasser på næsten alle årgange. Vores SFO ligger sammen med de yngste klasser, så eleverne oplever en naturlig sammenhæng mellem tiden i skole og SFO. Vores fritids- og ungdomsklub ligger på selve skolen.
Skoledag på ny og spændende måde
På Kvaglundskolen har vi indrettet skoledagen på en helt ny og spændende måde. Udgangspunktet er LEAPS, som står for læring, engagement, autentiske projekter og science. Alle fag kombineres i projekter, og vi arbejder med relevante og engagerende spørgsmål. Eleverne går igennem en proces, hvor de skal undersøge, samarbejde, udvikle og fremstille, og LEAPS styrker eleverne i at tage initiativ, undre sig og argumentere. Vi mener, at den måde at gå i skole på bakker eleverne op i at udvikle de kompetencer og den tilgang til verden, der er brug for i fremtiden. Vi har rigtig gode resultater med LEAPS – både i forhold til motivation, engagement og faglige resultater.
Fleksible rammer tilpasset skolens behov
Vores skole består af tre blokke. 0.-3. klasse holder til i blok 1, 4. klasse og specialgrupperne går i blok 2, og 5.-9. klasse hører til i blok 3. Klasselokalerne er store og fleksible, fordi skolen er indrettet med flytbare vægge mellem klasserne, så rummene kan indrettes efter vores behov. Det passer perfekt til vores måde at drive skole på.
Hos os er faglighed og trivsel i højsædet, og vores skole har en åben og god atmosfære. Her er plads til at lege, lære og trives.
Mangfoldighed og verden omkring os
Kvaglundskolen ligger i et område med forskellige typer af boliger, og vi ser mangfoldigheden som en grundsten og styrke i fællesskabet på vores skole. Vi har god plads både inde og ude, og der er natur og grønne områder tæt på. Vi lægger vægt på at inddrage verden omkring os i undervisningen og skolelivet.