Klubben har gode, selvstændige lokaler ved siden af skolen. Klubben har sin egen lille hal, hvor der kan spilles hockey, dødbold m.m. Desuden er der et stort kreativt rum med gode muligheder for at udfolde de kreative evner.
På 1. sal har vi har et fedt gamer-rum med 8 computere og en storskærm, hvor vi kan se film. Her er det også oplagt at hænge ud med vennerne, da der er store puder, man kan slænge sig i. Klubben rummer eget musiklokale og et lokale med træsløjd. Hvis man kan lyst til at spille bordtennis eller pool, kan klubben også tilbyde dette.
Klubben har flere traditioner i løbet af skoleåret: LAN-parties, ”Bambi på glatis” (tur i skøjtehallen), grillhygge med forældre og søskende, juleshopping-tur, tema-fester og AURA-klubdage (i samarbejde med klubberne på Sønderris og Bryndum).
Da vi oplever, at børnene ofte har behov for et lille måltid efter skoletid, tilbyder vores lille bar mulighed for at købe et supplement til den knurrende mave (toast, pirogger, pølsehorn og pizzasnegle).
Om onsdagen er der klubaftener, hvor vi har åbent til kl. 20.00. På disse aftener er der mulighed for at deltage i fællesspisning. Desuden har vi ’Aktivitets Onsdage’, hvilket betyder, at vi hver onsdag har noget ekstraordinært på programmet (eks. ’Robinson udfordring’, tur til klatrevæg, wellness og traktortræk, besøg i bokseklubben, mormor-dag - personalet klæder sig ud med kjole og paryk - m.m.). Børnene har mulighed for at byde ind med forslag og gode idéer til Aktivitets Onsdage.
Klubbens slogan er: ”Det bedste til dig & dine venner!”
Vi tilrettelægger hverdagen i klubben så børnene får størst mulig spillerum mht. selv at igangsætte aktiviteter og forfølge interesser. Børnene har på børnemøder mulighed for at byde ind med forslag til ture og aktiviteter. Børnenes indflydelse på indholdet af deres eget klubliv øges gradvist gennem klubtiden for derigennem at styrke de unges ansvarsbevidsthed. For at klubben skal kunne være et godt opholdssted for børnene, er det vigtigt, at interesser kan rummes og understøttes i klubben. Relationsarbejde er en vigtig del af klubbens hverdag.