Spangsbjergskolen ligger i bydelen Spangsbjerg tæt på Esbjergs centrum. Vi har knap 460 elever fordelt på 24 klasser, og der er to eller tre klasser på alle årgange. Typisk har vi flest klasser i 6.-9. klasse, hvor vi har en særlig linje, som trækker elever til fra andre skoler. Vores SFO ligger sammen med skolen på Bakkevej, mens klubben ligger for sig selv i et andet hus længere nede ad Bakkevej, og her mødes børn og unge fra både Spangsbjergskolen og Boldesager Skole.
Ekstra indsats for læring og trivsel
På Spangsbjergskolen arbejder vi hver dag på at styrke eleverne i deres læring og trivsel, og vi tør godt gøre noget anderledes og ekstra for at lykkes med vores fælles indsats. Helt konkret danner syv karaktertræk og fire samværsregler fundamentet for vores vedholdende arbejde med dannelse, personlig udvikling og fællesskab. Vi foretrækker kvalitet frem for kvantitet og har benyttet os af muligheden for at forkorte skoledagen.
Natur, by og god plads
Spangsbjergskolen ligger hyggeligt og trygt i et kvarter præget af grønne omgivelser og forskellige typer af boliger. Vi har en af byens største parker, Vognsbølparken, som nabo, og Esbjergs centrum ligger også tæt på. Derfor er det let og oplagt for os at drage naturen og byens muligheder ind i hverdagen. Det gør undervisningen levende og vedkommende.
Vores skole blev indviet i 1960, og i 2005 blev den sat gennemgribende i stand, så vi nu har pæne, lyse klasselokaler, grupperum og fællesarealer. Foruden to gymnastiksale har vi også vores egen lille svømmesal, og vi har også god plads at boltre os på udendørs.
Aktiv hverdag og særlig linje
På Spangsbjergskolen tror vi på, at en aktiv hverdag fremmer elevernes sundhed, læring og trivsel. Det er også på Spangsbjergskolen, at Esbjerg Kommunes Profilklasser for ordblinde holder til. Her kan elever i 6.-9. klasse fra hele kommunen søge ind på en særlig linje, hvor de bliver en del af et stærkt fællesskab og kan udvikle sig fagligt sammen med andre unge, der også er ordblinde.