Sønderrisskolen ligger i bydelen Sønderris i den nordvestlige del af Esbjerg. Hos os går børn fra Sønderris, Guldager og oplandet i skole, og vi har to matrikler. Eleverne fra 0.-6. klasse holder til på hovedskolen i Krebsens Kvarter, mens eleverne i 7.-9. klasse har deres base på Ravnsbjerggård, som er en nedlagt landejendom på Saturnvænget. I alt har Sønderrisskolen lidt over 700 elever fordelt på 30 klasser, og skolen har tre klasser på næsten alle årgange. Vi har en SFO, som ligger på hovedskolen, mens klubben ligger mere for sig selv i en sidebygning til Sønderrishallen, som er skolens nabo.
Faglighed og fremtidens kompetencer
På Sønderrisskolen vægter vi fagligheden højt, og det er vores ambition, at hver enkelt elev får mulighed for at udvikle og udfolde sit potentiale. Samtidig er det afgørende for os, at eleverne trives og er glade for at gå i skole.
Vi arbejder ud fra en særlig profil, som hedder CRAFT. Det står for Creating Really Advanced Future Thinkers, og i praksis betyder det, at vi støtter eleverne i at styrke de kompetencer, der bliver særligt brug for i fremtiden. En del af fundamentet på skolen er derfor at tænke kritisk, være nysgerrig og foretagsom, samarbejde, tage del i fællesskabet og turde begå fejl. Sådan tror vi på, at vi skaber de bedste rammer for elevernes læring, udvikling og trivsel.
På Sønderrisskolen har vi desuden tradition for at arbejde særligt med vores fælles ansvar for miljø, kultur og sundhedsfremme.
Skole i grønne og trygge omgivelser
Sønderrisskolen ligger i trygge omgivelser i et stort boligkvarter. Her blev de første huse bygget i 1980’erne, og der bliver fortsat udstykket og bygget nyt. Det betyder, at skolen er vokset sammen med bydelen, så den har moderne faciliteter og passer til tidens skolebehov.
Tæt på skolen har vi natur med mark, skov og eng, og vi lægger vægt på at gøre undervisningen levende og vedkommende med besøg i fx Jernalderlandsbyen, Guldager Naturskole og det økologiske formidlingssted Midtgård. Vi har et meget tæt samarbejde med de lokale foreninger, og vi har gode erfaringer med at stå sammen om fælles projekter og arrangementer.
Respekt og tillid i forældresamarbejde
For at skabe de bedste betingelser for den enkelte elevs læring og udvikling vægter vi et godt samarbejde med dig som forælder højt. Det er vigtigt for os, at dialogen mellem skolen og hjemmet bærer præg af gensidig respekt og åbenhed, så vi kan kommunikere ærligt og tillidsfuldt om dit barns faglighed og trivsel.