Præstegårdsskolen ligger midt i Østerbyen i Esbjerg, og vi har knap 300 elever fordelt på 16 klasser. Der er mellem en og tre klasser på alle årgange. Vi har en SFO på skolen, og fritids- og ungdomsklubben har også sine egne lokaler på skolen. I en selvstændig bygning har vi et specialundervisningscenter for elever med fysiske og psykiske handicaps.
Medskabere af morgendagens samfund
På Præstegårdsskolen er det vores ambition at skabe mest mulig kvalitet i læringen, trivslen og dannelsen for hvert enkelt barn. Vi har det sjovt, mens vi går i skole, og vi har tydelige mål. Vi mener det alvorligt, når vi hver dag arbejder på at uddanne og danne børnene til at være medskabere af morgendagens samfund, kultur og demokrati. Vores værdier er fællesskab, kvalitet, entusiasme og kreativitet, og det er vigtigt for os at styrke børnenes lyst til at lære og troen på deres egne muligheder og potentialer.
Tænke stort og prøve nyt
Hos os er kultur et omdrejningspunkt for elevernes læring og udvikling. Vi er kulturprofilskole, og det betyder, at børnene oplever at tage del i undersøgende og skabende processer i kulturens verden. Vi bruger byens rum og kulturinstitutioner i hverdagen, og vi lægger vægt på at have en kreativ tilgang til undervisningen og skabe plads til fælles kulturoplevelser. På vores skole tør vi tænke stort og prøve nyt.
God plads til alle
Præstegårdsskolen ligger i et område, som bærer præg af både villakvarterer og almene boliger. Hos os er der plads til alle, og vi er begejstrede over skolens mangfoldighed. Vi ser det som en stor styrke, at eleverne møder og lærer af hinanden på tværs af kulturer. Vi lægger også vægt på, at eleverne fra specialundervisningscentret og den almene skole har deres naturlige gang blandt hinanden.
Vi har usædvanligt god plads omkring os, og der er natur og grønne områder lige uden for døren. Derfor er det oplagt for os at flytte en del af undervisningen udenfor. Skolen har gode faciliteter, og blandt andet har vi vores egen lille svømmesal.