Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Egebæk-Hviding Skole Vadehav

Egebæk-Hviding Skole Vadehav ligger i et trygt landsbymiljø, og uden for døren har vi unik natur og højt til himlen. Vi er ambitiøse på elevernes læring og trivsel, og hos os er tillid et nøgleord.   

Egebæk-Hviding Skole Vadehav ligger i Egebæk-Hviding syd for Ribe. På skolen har vi ca. 226 elever fordelt på 14 klasser. Der er to klasser på hver årgang op til 6. klasse, og når eleverne skal i 7. klasse, flytter de til Vittenbergskolen Vadehav i Ribe. Her kører de til og fra skole med skolebus. Vi har en SFO på skolen, og i Klub Egebæk-Hviding kan byens børn og unge gå i fritids- og ungdomsklub.

Mere end en skole

På Egebæk-Hviding Skole Vadehav gør vi os hver dag umage for at lave en skole, som giver vores elever det bedste fundament for deres fremtid. Vi har et tæt samarbejde med byens daginstitution, så børnene får en god overgang fra børnehaven og en tryg start på skolelivet. På skolen skaber vi rammer, hvor eleverne kan lære og trives, så de hele tiden er klar til at tage det næste skridt i deres udvikling. Hos os er der plads til alle uanset køn, etnicitet og social baggrund. Vores skole er et sted, hvor eleverne tilegner sig faglige færdigheder, får oplevelser, vokser og danner relationer. Alt sammen gør det en forskel for eleverne hver for sig og sammen. Derfor er Egebæk-Hviding Skole Vadehav mere end en skole.

Tillid skaber det gode skoleliv

Hos os er tillid et nøgleord. Vi stoler på, at vi alle gør det bedste, vi kan – både børn og voksne. Vi tror på, at respekt er det bedste udgangspunkt for, at vi kan forstå hinanden og kan have en god dialog. Og så er det vores klare oplevelse og erfaring, at vi kan løfte de fleste udfordringer, når vi står sammen og værner om fællesskabet. Godt nok kan alt det ikke måles i en test, men vi er sikre på, at det alligevel har stor værdi for det gode skoleliv.

God plads og højt til himlen

Egebæk-Hviding Skole Vadehav ligger i Egebæk-Hviding, som oprindeligt var to landsbyer, der i dag er vokset sammen til én. Skolen er bygget i 2001 og er lys og åben, og vi har god plads både inde og ude, så der er højt til himlen og rum til at boltre sig.

Vores skole ligger i et trygt landsbymiljø omgivet af villakvarterer og natur. Vi har ikke langt til Vadehavet, som både er nationalpark og verdensarv, og vi kan cykle til Digehytten, Vadehavscentret og Nordens ældste by, Ribe. Vores nærmeste nabo er byens kultur- og aktivitetscenter, og vi nyder godt af at bo i et aktivt og levende lokalsamfund.

SFO og klub

På skolen har vi en SFO og en klub.

Se mere om vores SFO og klub

Ferie- og fridage

Skoleåret har ca. 200 skoledage. Hvert år bliver der vedtaget en ny ferieplan. Ferieplanen for skoleåret er fælles for alle folkeskoler i Esbjerg Kommune.

Se hvornår dit barn har ferie

Fremtidens folkeskole

Folkeskolen sættes fri

I de kommende tre år sætter Esbjerg Kommune folkeskolen fri. Regeringen har givet vores skoler frie hænder til at gå nye veje. Vi bruger muligheden til at afprøve nye initiativer, der kan gøre vores skoler endnu bedre. 

På den måde er vi med til at sætte retningen for fremtidens folkeskole. 

Skoledistriktet Vadehav

Egebæk-Hviding Skole er en del af skoledistriktet Vadehav

Den overordnede skoleledelse og skolebestyrelsen er fælles for disse skoler i skoledistriktet Vadehav:

  • Ansgarskolen
  • Egebæk-Hviding Skole
  • Vittenbergskolen
  • Gredstedbro Skole

Desuden ligger vores specialundervisningscenter i skoledistriktet Vadehav.

'); }