Boldesager Skole ligger i bydelen Boldesager tæt på Esbjergs centrum. Vi har 452 elever fordelt på 20 klasser, og der er to klasser på hver årgang. Vores SFO ligger sammen med skolen i Nørrebrogade, mens klubben ligger på Bakkevej, og her mødes børn og unge fra både Boldesager Skole og Spangsbjergskolen.
Ekstra indsats for læring og trivsel
På Boldesager Skole arbejder vi hver dag på at styrke eleverne i deres læring og trivsel, og vi tør godt gøre noget anderledes og ekstra for at lykkes med vores fælles indsats. Helt konkret danner syv karaktertræk og fire samværsregler fundamentet for vores vedholdende arbejde med dannelse, personlig udvikling og fællesskab. Vi foretrækker kvalitet frem for kvantitet og har benyttet os af muligheden for at forkorte skoledagen.
Moderne skole med historisk charme
Boldesager Skole ligger i et hyggeligt og fredeligt kvarter præget af ældre villaer. Vi har ikke langt til grønne områder og centrum af Esbjerg, og derfor er det let og oplagt for os at drage naturen og byens muligheder ind i hverdagen. Det gør undervisningen levende og vedkommende.
Vores skole blev bygget i 1922, og den har bevaret sin historie og charme, men er selvfølgelig blevet udvidet og renoveret gennem årene. Senest blev hele skolen sat i stand i årene fra 2005 til 2008, så vi nu har moderne og velfungerende rammer, der passer til fremtidens behov.
Bevægelse i hverdagen
På Boldesager Skole sætter vi ekstra fokus på bevægelse i hverdagen. Vi tror nemlig på, at en aktiv hverdag styrker elevernes motorik, løfter humøret og gør hjernen klar til læring.