- Forside
- Alle folkeskoler
- Bryndum Skole
- Skolebestyrelsen
- Principper
Principper
Princip for mobilbrug i skole og fritid
Indledning:
På Bryndum Skole ønsker vi at fremme fællesskab, nærvær og koncentration i både undervisning og fritid. Mobiltelefoner og lignende digitale enheder kan virke forstyrrende, og derfor arbejder vi med tydelige rammer for brugen. Vores mål er at støtte elevernes læring, sociale udvikling og digitale ansvarlighed.
Formål:
- At skabe ro, fokus og nærvær i undervisningen.
- At styrke det sociale fællesskab i pauser og fritid.
- At fremme en sund og ansvarlig digital kultur.
- At inddrage digitale enheder meningsfuldt og pædagogisk, når det gavner læring.
Retningslinjer for princippet i skole og fritid:
Skoledagen (0.–9. klasse):
- Mobiltelefoner, smartwatches og lignende afleveres i mobilhotel ved dagens begyndelse og opbevares aflåst.
- Enhederne skal være slukkede eller i "flyfunktion".
- Brug kan kun ske efter aftale med læreren i undervisningssammenhæng.
- Frikvarterer er mobilfri for alle elever.
SFO- og klubtilbud:
I SFO:
- Børnene skal have deres mobiltelefoner og smartwatches liggende i tasken, mens de opholder sig i SFO’en.
- Forældre ringer ikke til børnene via mobil eller smartwatch i SFO-tiden. Hvis et barn skal sendes hjem, opfordres til, at forældre enten skriver besked via Aula, eller
ringer direkte til SFO’en.
- Ønsker barnet selv at ringe hjem, skal det altid aftales med den voksne, der står for hjemsendelsen.
I klub:
- Børnene må anvende deres mobiltelefoner i 45 minutter i klubbens åbningstid. Derefter opbevares barnets mobiltelefon i mobilkasse.
- Forældre kan kontakte barnet via klubbens hovedtelefon.
- Mobiltelefonen kan kun anvendes i fælles- og puderummet. De øvrige områder er mobilfri zoner.
- Sociale medier må ikke benyttes i klubtiden
Digitale grænser og ansvar:
- Elever må ikke tage billeder, optage lyd/video eller dele indhold fra skolen uden tilladelse.
- Vi arbejder aktivt med digital dannelse og ansvarlig adfærd.
Skolens ansvar:
- Skolen stiller aflåst opbevaring til rådighed.
- Skolen underviser i ansvarlig mobil- og internetbrug.
- Skolen informerer forældre om principperne og inddrager dem i dialogen.
Forældrenes ansvar:
- Forældre opfordres til at støtte op om en mobilfri skolekultur.
- Kontakt til elever i skoletiden sker gennem skolen – ikke direkte til elevens mobil.
Undtagelser:
Elever med særlige behov (f.eks. sygdom, læringsudfordringer eller individuelle handleplaner) kan have særlige aftaler i forhold til mobilbrug.
Omfang:
Dette princip gælder i hele skoletiden samt i SFO og klub.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 22.05.2025
Princip for badning efter idræt
Indledning:
På Bryndum Skole er bad efter idræt en naturlig og vigtig del af undervisningen. Det handler ikke blot om god hygiejne, men også om at styrke elevernes kropsbevidsthed og trivsel. Vi lægger vægt på at skabe et trygt og respektfuldt miljø, hvor alle føler sig tilpasse, og hvor eleverne lærer at tage ansvar for deres egen hygiejne samt omgås hinanden med respekt og forståelse.
Formål:
- At alle elever har lyst til og mulighed for at deltage i idrætsfaget.
- At omklædning og bad efter idræt er en naturlig del af undervisningen.
- At eleverne får et naturligt forhold til deres egen krop og lærer gensidig respekt for hinandens forskelligheder.
- At forældre kender deres rolle og ansvar i forhold til børns deltagelse i idræt, herunder bad efter idræt.
Princippet:
- Bad efter idræt:
Alle elever skal som udgangspunkt bade efter idræt, medmindre der er aftalt særlige forhold. Dette understøtter god hygiejne og kropsbevidsthed, som er vigtige elementer i idrætsundervisningen. - Individuelle aftaler:
Der kan laves individuelle aftaler for elever. Aftalerne skal godkendes af skolens ledelse og laves under hensyntagen til både elevens behov og skolens principper om hygiejne og respekt. - Sundhed og velvære:
Badning efter idræt fremmer sundhed og hygiejne, og vi underviser også i emner som kropsbevidsthed og personlig pleje gennem sundheds- og seksualundervisning.
Skolens ansvar:
- Skolen sikrer vedligeholdte badefaciliteter og tilsyn under omklædning og bad.
- Skolen fremmer en positiv og tryg badekultur gennem dialog og løsninger i samarbejde med elever og forældre.
- Skolen informerer forældre om procedurerne for bad efter idræt og vejleder eleverne i god hygiejne.
Forældrenes ansvar:
- Forældre skal støtte op om skolens principper for bad efter idræt og sikre, at børnene er forberedte med idrætstøj og håndklæde.
- Forældre skal deltage i dialog med skolen, hvis der er særlige udfordringer.
Omfang:
Dette princip gælder for alle idrætstimer på Bryndum Skole og for eleverne på alle klassetrin.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 27.03.2025.
På Bryndum Skole skal en sammensætning af klasser foregå ud fra pædagogiske, faglige og sociale hensyn, og sikre harmoniske klasser.
Der kan være to årsager til at der dannes nye klasser.
Den første årsag er åbenlys dannelse af klasser når børnene starter i 0.klasse.
Den anden årsag kan forekomme, hvis elevtallet på en årgang ændrer sig væsentligt. Her kan det være nødvendigt at foretage en ny klassemæssig opdeling, for at sikre at ressourcerne anvendes hensigtsmæssigt.
Uanset årsag ønsker vi ved dannelse af nye klasser at skabe størst mulig tryghed for den enkelte elev gennem gode processer.
Dannelse af børnehaveklasser:
Følgende elementer indgår i overvejelserne:
- Pædagogiske hensyn.
Særlige forhold omkring enkelte elever eller grupper af elever.
- Sociale relationer i børnehave og førskole.
Skolen inddrager børnehavernes iagttagelser vedr. det enkelte barn og de forskellige gruppedannelser.
- Ligelig fordeling af drenge og piger
Forholdet mellem antal drenge og antal piger skal være næsten ens i alle klasser.
Dannelse af øvrige klasser:
Processen vil blive gennemført så hurtigt som muligt med stor åbenhed og god information.
Følgende elementer indgår med forskellig vægtning afhængig af elevernes alder:
- Pædagogiske hensyn
- Sociale relationer
- Elevernes fremtidsplaner (udskolingen)
- Lige store klasser
- Ligelig fordeling af drenge og piger i klasserne.
Skolens ansatte foretager en grundig vurdering, hvor fagligt standpunkt, sociale og adfærdsmæssige forhold indgår.
For at skabe tryghed omkring sammenlægningen af klasser, bestræber skolen sig på et højt informationsniveau præget af rettidige og klare meldinger til elever og forældre.
Skolebestyrelsen har stor tiltro til de ansattes fagprofessionelle kompetencer ved dannelse af klasser på Bryndum Skole.
Vedtaget i Skolebestyrelsen 10.12. 2015
Revideret i Skolebestyrelsen 05.01.2021
Princip for elevernes mulighed for at forlade Bryndum Skole i skoletiden
Indledning:
I henhold til Folkeskolelovens bestemmelser om ansvar for elevernes skolegang og trivsel har Bryndum Skole fastlagt et princip for elevernes mulighed for at forlade skolen i skoletiden. Formålet med princippet er at skabe klare rammer for, hvornår og - under hvilke betingelser eleverne kan forlade skolens område, samtidig med at sikre, at deres frihed og selvstændighed udøves ansvarligt og i overensstemmelse med skolens ansvar for elevernes sikkerhed og trivsel.
Elevernes mulighed for at forlade skolen:
- Elever i 0.-6. klasse skal forblive på skolens område og kan kun forlade skolen med særlig tilladelse. Denne tilladelse skal godkendes både af forældrene og skoleledelsen.
- Elever i 7. klasse kan forlade skolen i de to store pauser efter konfirmationen, men skal have skriftlig tilladelse fra forældrene.
- Elever i 8.-9. klasse kan forlade skolen i de to store pauser med skriftlig tilladelse fra forældrene.
Inddragelse af udgangstilladelsen:
- Skolens ansvar: Skolen kan inddrage udgangstilladelsen, hvis eleverne ikke følger de fastsatte regler eller udviser uansvarlig adfærd. Uansvarlig adfærd kan omfatte gentagne overtrædelser af skolens regler eller medbringelse af usunde madvarer.
- Forældrenes ansvar: Forældre kan til enhver tid forbyde deres barn at forlade skolen og skal skriftligt informere skoleledelsen om dette.
Usunde madvarer/drikkevarer:
- Skolens ansvar: Skolen kan konfiskere usunde madvarer og drikkevarer, som eleverne medbringer til skolen. Der vil være en god og respektfuld dialog med eleverne om konfiskeringen.
- Forældrenes ansvar: Forældre bør sikre, at deres barn forstår de regler, der gælder for madvarer på skolen, og kan selv medbringe sunde alternativer, der er i overensstemmelse med skolens forventninger.
Mulighed for at køre hjem og spise:
- Skolens ansvar: Skolen anerkender, at nogle elever ønsker at køre hjem og spise. Denne mulighed kan gives til elever i 7. klasse efter konfirmationen samt til elever i 8.-9. klasse efter forældrenes skriftlige tilladelse.
- Forældrenes ansvar: Forældre skal give skriftligt samtykke, hvis deres barn ønsker at køre hjem og spise. Forældre er ansvarlige for at sikre, at deres barn forstår og respekterer de regler, der gælder for dette.
Håndhævelse af princippet:
- Forældrenes ansvar: Forældre er ansvarlige for at give skriftlig tilladelse, hvis deres barn skal forlade skolen i skoletiden. De skal også sikre, at deres barn forstår ansvaret, der følger med at forlade skolen. Forældre kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde deres tilladelse.
- Skolens ansvar: Skolen er ansvarlig for at informere eleverne om reglerne for at forlade skolen og sikre, at eleverne forstår deres ansvar. Skolen har også ansvaret for at holde en god og respektfuld dialog med både eleverne og forældrene, især i tilfælde af konflikter omkring konfiskering eller udgangstilladelser.
Frihed under ansvar:
Skolen ønsker at give eleverne frihed under ansvar og vil løbende evaluere, hvordan pauserne bruges. Reglerne kan justeres ved behov for at sikre en balance mellem elevernes behov for frihed og skolens ansvar for deres sikkerhed og trivsel.
|
De formelle rammer fra Bekendtgørelse om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden §7I tilfælde, hvor undervisningen afbrydes af skemabundne mellemtimer, kan ældre elever vælge at opholde sig på skolens område eller forlade det. Ved ældre elever forstås normalt elever på 8.-10. klassetrin. Stk. 2. Inden for kommunalbestyrelsens mål og rammer kan skolebestyrelsen beslutte, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i frikvarterer og ved tilfældigt opståede mellemtimer. Stk. 3. Hvor hensynet til det forsvarlige ikke taler imod, kan skolens leder efter et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde give en elev tilladelse til at forlade skolens område. Stk. 4. Hvis særlige grunde taler derfor, kan skolens leder uanset stk. 1 og 2 forbyde enkelte elever at forlade skolens område. Endvidere kan forældrene forlange, at deres barn forbliver på skolen i frikvarterer og mellemtimer. |
På Bryndum Skole har vi tre ordensregler:
Vis hensyn, vær præcis, gør dit bedste
Reglerne uddybes herunder:
Som elev på Bryndum Skole har man et medansvar for, at alle kan have det godt på skolen, og at alle har mulighed for at lære noget. Derfor skal man leve op til følgende tre grundregler:
1. Vis hensyn
Det betyder:
- at man opfører sig betænksomt både i timer og i frikvarterer og forsøger at være et godt eksempel for andre.
- at man optræder hensynsfuldt også i andres klasser, at man ikke ødelægger undervisningen for andre, at man husker at hjælpe dem, der har brug for hjælp.
- at man respekterer og viser hensyn over for kammerater og skolens personale.
- at man passer på skolens ejendele og inventar og hjælper med at holde god orden i klassen.
- at det ikke er tilladt at filme eller optage andre uden forudgående samtykke.
2. Vær præcis
Det betyder:
- at man overholder mødetidspunkter
- går til klassen når det ringer, sætter sig på sin plads og er klar til undervisning.
- at man laver lektier til tiden og overholder tidspunkter for aflevering af opgaver.
3. Gør dit bedste
Det betyder:
- at man udnytter sine evner fuldt ud – og ikke accepterer at gøre tingene halvt.
Godkendt i skolebestyrelsen 07.02.23
Vi ønsker at sikre den bedst mulige læring og største trivsel blandt eleverne ved en så god og kontinuerlig skolegang som mulig.
Vi ønsker et både fagligt og socialt udviklende miljø for det pædagogiske personale.
Undervisningen varetages så vidt muligt af lærere med undervisningskompetence i de fag, der bliver undervist i.
Skolen tilstræber, at varetagelsen af de opgaver, der ligger ud over den fagopdelte undervisning, fx læsevejledning, understøttende undervisning, samarbejde med eksterne parter, mv. er højt kvalificeret.
I fordeling af arbejdsopgaver skal der så vidt muligt lægges vægt på vurderinger af opgavens indhold, omfang, medarbejderens erfaring og kompetence og klassens sammensætning.
Vi tilstræber, at en lærer, der underviser en klasse, fortsætter med klassen gennem hele indskolingen/mellemtrinnet eller overbygningen.
Ved en lærers eller pædagogs længerevarende fravær søger vi en vedvarende og sammenhængende vikardækning og særligt i de tilfælde, hvor det drejer som om en klasselærer.
Skolen tilstræber at benytte et fast vikarteam ved vikardækning
Det siger Folkeskoleloven:
https://danskelove.dk/folkeskoleloven/45
Vedtaget i Skolebestyrelsen d. 09.12. 2021
Udgangspunkt om indbetaling til klassekasser
Det er lovbestemt, at det er vederlagsfrit for børn og deres forældre, at et barn kan gå i den danske folkeskole.
I enhver klasse kan der oprettes en klassekasse, hvor forældrenes indbetaling kan benyttes til indkøb af legeredskaber, spil mm. til den enkelte klasse. Indbetalingen til klassekassen er frivillig og hvis forældre ikke indbetaler, kan det ikke forlanges af skolen eller de øvrige forældre, at de indbetaler.
Overordnede principper
Skolebestyrelsen anbefaler, at der oprettes klassekasser i de enkelte klasser og at indbetaling til klassekassen ikke overstiger 200 kroner pr. barn pr. skoleår. Det er altid en eller flere forældre, der administrerer klassekassen, da det er lovstridigt, at det er en ansat, der har ansvar for forældrenes eventuelle indbetalinger.
Skolebestyrelsen fraråder, at der indbetales ekstra til arrangementer.
Omfanget af princippet
Princippet er gældende for alle klassetrin.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 8.februar 2024
Princip for kommunikation mellem skole og hjem
Formål:
Princippet for kommunikation mellem skole og hjem skal understøtte, at skolen og forældrene i samarbejde tager ansvar for det enkelte barns faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling og det fællesskab, det skal ske i.
Mål:
For at forældre, skolens ansatte og ledelse på bedste vis kan leve op til ansvaret om at skabe optimale betingelser for kommunikationen mellem skole og hjem, er det vigtigt, at dialogen mellem de voksne parter foregår til rette vedkommende og altid sker direkte mellem forældre og lærere/pædagoger eller mellem forældre og ledelsen på en saglig, åben, anerkendende og respektfuld måde.
Det er vigtigt, at både skole og forældre gensidigt og rettidigt informerer hinanden om væsentlige forhold, der påvirker elevens trivsel og læring.
Den primære kommunikation mellem skole og hjem foregår via AULA.
Kommunikation mellem skole og hjem skal foregå i en form svarende til, hvad der almindeligvis anses for god tone.
Forældre og ansatte ved, hvem de skal kontakte i forskellige situationer.
Skolens ansvar:
- Skolen sikrer, at alle forældre er informeret om, hvem de skal kontakte i forskellige situationer.
- Skolen informerer forældrene, hvis der opstår faglige eller trivselsmæssige problemer, herunder fravær.
- Skolen behandler bekymringer og evt. utilfredshed fra forældre med henblik på en tilfredsstillende løsning for begge parter.
- Skolen tilstræber at kommunikere tydeligt og rettidigt til forældrene.
- Skolens ansatte svarer så hurtigt som muligt på henvendelser – som hovedregel inden for 2 arbejdsdage.
Forældrenes ansvar:
- Den primære kommunikation mellem skole og forældre foregår via AULA.
- Forældrene er opmærksomme på skolens ansattes træffetider – hvilket er inden for normal arbejdstid.
- Forældrene skal som udgangspunkt orientere skolen, hvis der er væsentlige forhold i familien, som har betydning for elevens skolegang eller trivsel.
- Forældre, der er utilfredse med forhold omkring deres barns skolegang, tager som udgangspunkt direkte kontakt til de involverede medarbejdere med henblik på løsning af problemet. Findes der ikke en løsning på denne måde, retter forældrene som udgangspunkt henvendelse til skolens ledelse.
- Forældre retter som udgangspunkt henvendelse til skolebestyrelsen, hvis principper, værdiregelsæt, antimobbestrategi og ordensregler, som skolebestyrelsen har fastsat, ikke efterleves.
- Forældre, der oplever konflikter mellem deres barn og et andet barn, tager så vidt muligt direkte kontakt med det andet barns forældre med henblik på løsning af konflikten. Relevante ansatte på skolen bør inddrages, hvis det vurderes at kunne bidrage til løsning af konflikten.
Grundlag:
Princippet for kommunikation mellem skole og hjem ligger i forlængelse af skolens retningslinjer for kommunikation mellem skole og hjem, værdiregelsæt, kommunens kommunikationspolitik i henvendelser fra forældre samt folkeskoleloven. Sidstnævnte angiver i folkeskolelovens formål, at:
”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.” samt i § 2, stk. 3, at: ”Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål.”
Dette princip understøtter, at kommunikationen mellem skole og hjem skal være en central del af det fælles ansvar for barnets udvikling og trivsel.
Vedtaget i Skolebestyrelsen den 27.03.2025.
Princip for lektier på Bryndum Skole
Formål:
- Lektier understøtter altid den enkelte elevs læring
- Lektier skal give mening for eleven, samt være tilpasset elevens faglige niveau.
Hvad er lektier?
Tid til fordybelse og lektier er en del af skoledagen. På Bryndum Skole tilstræber vi som udgangspunkt at tilrettelægge undervisningen med et minimum af lektier. Her tages der individuelle hensyn. Forskningen viser, at der skal tages udgangspunkt i elevernes alder, når der gives lektier for.
Når der gives lektier, tages der udgangspunkt i følgende typer af lektier:
- Forberedelseslektier: Handler om at være forberedt til undervisningen. Lektien udvider forståelsen for et kommende forløb eller en opgave fx ved at undersøge, reflektere, diskutere eller spørge ind evt. sammen med sine forældre
- Træningslektier: Handler om at træne kendt stof, så eleverne får det automatiseret fx læsetræning og tabeltræning
- Opsamlingslektier: Skolearbejde, som eleven burde have nået i skolen i den afsatte tid, kan gives som lektier, hvis læreren vurderer, at det understøtter elevens læring. Her er det vigtigt, at der altid tages individuelle hensyn
Større skriftlige opgaver i udskolingen:
Større skriftlige opgaver handler om, at eleverne i en længere periode arbejder med og fordyber sig i en opgave. Det er vigtigt, at eleverne kan arbejde med opgaven hjemme uden faglig støtte fra forældrene.
Skolens ansvar:
Det er skolens opgave at vurdere, hvornår - og om der gives lektier til eleven.
Det er skolens opgave at synliggøre lektier, så forældre og elever har mulighed for at orientere sig.
Det er skolens opgave at tilpasse lektiemængden gradvist i forhold til klassetrin.
Det er skolens opgave at have fokus på at koordinere lektiemængden i et lærerteam.
Det er vigtigt, at lektier alene gives for at understøtte læring. Det tilstræbes altid, at eleven får løbende opfølgning eller feedback på lektien.
Forældrenes ansvar:
Det forventes, at forældrene engagerer sig i barnets skolegang og læring ved at motivere og skabe gode rammer for lektielæsningen. Lektier kan være udgangspunkt for den gode snak om skolen i hjemmet.
|
Ved fravær uden for skolernes ferier må forældre og elever selv holde sig orienteret om, hvilke lektier der har været givet for i perioden og følge op på disse. |
Vedtaget i skolebestyrelsen: 16-12-2024
På Bryndum Skole etablerer vi fra starten af skolegangen et konstruktivt og forpligtende samarbejde mellem skole og hjem. Et samarbejde der bygger på gensidig tillid, respekt og tryghed.
Det er afgørende, at der er et højt informationsniveau mellem skole og hjem. Skole-hjemsamarbejdet er kendetegnet ved at være åbent og ærligt, og foregår i en tæt dialog. Kommunikationen foregår positivt, konstruktivt og anerkendende.
Revideret i skolebestyrelsen 09.12.2021
I skoleårene 2021/2022+2022/2023+2023/2024 er Bryndum Skole en del af velfærdsaftalen. Princippet er derfor gældende i pågældende periode.
Udgangspunktet for velfærdsaftalen er en frisættelse fra folkeskoleloven, dog skal skolen stå mål med denne. Rammerne for undervisningen skal findes i Esbjerg Kommunes Børne- og Ungepolitik og hegnspælene, som er beskrevet i velfærdsaftalen.
Skolebestyrelsen ønsker med nedenstående princip at anerkende at oplægget i aftalen om forsøget beskriver, at beslutninger tages så tæt på borgerne som muligt.
Det tilstræbes, at frikommuneforsøget foregår i dialog mellem medarbejdere og ledelse uden at ledelsesretten underkendes. Jævnfør velfærdsaftalen spiller skolebestyrelsen en central rolle i at udvikle skolen i den retning, der stemmer bedst overens med lokale ønsker og behov.
Ligeledes tilstræbes det, at forældre, børn og unge mennesker inddrages i udviklingen af frikommuneforsøget over den treårige periode.
Se mere her:
Udarbejdet i skolebestyrelsen 09.12.21
Revideret i skolebestyrelsen 06.12.22
Formål:
Skolen lægger vægt på, at undervisningen er alsidig og vedkommende. Lejrskoler og ekskursioner skal give eleverne mulighed for at opleve verden uden for skolen, styrke fællesskab og trivsel samt understøtte faglige og sociale mål.
Princippet:
- Lejrskoler og ekskursioner er en integreret del af undervisningstilbuddet og planlægges på samme niveau som øvrig undervisning.
- Turene indeholder elementer af kultur, miljø og natur og har et socialt sigte.
- Aktiviteternes omfang tilpasses de økonomiske rammer. Forældrebetaling kan jf. folkeskoleloven udgøre op til 75 kr. pr. dag til forplejning.
Årgangsfordeling:
- 6. årgang: Lejrskole til Rendbjerg: fire overnatninger.
- 9. årgang: Lejrskole via Erasmus-programmet: fire overnatninger.
Skolens ansvar:
- Sikre, at turene er planlagt og gennemføres med passende bemanding af lærere og evt. andet personale.
- Fremme tryghed og trivsel under turene gennem dialog og planlægning.
Omfang:
Principperne gælder for alle planlagte lejrskoler og ekskursioner på Bryndum Skole for 6. og 9. årgang.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 24.09.2025
Formål
Det er lovbestemt, at det er vederlagsfrit for børn og deres forældre, at et barn kan gå i den danske folkeskole. Klassekasser kan dog være en frivillig ramme, der giver mulighed for at styrke trivsel og fællesskab gennem fælles indkøb eller aktiviteter.
Princippet
- I enhver klasse kan der oprettes en klassekasse, hvor forældrenes indbetaling kan benyttes til indkøb af fx legeredskaber, spil m.m. til klassen.
- Indbetaling til klassekassen er frivillig, og hvis forældre ikke indbetaler, kan det ikke forlanges af skolen eller de øvrige forældre.
- Indbetaling til klassekassen bør ikke overstige 200 kr. pr. barn pr. skoleår.
- Det er altid en eller flere forældre, der administrerer klassekassen. Det er lovstridigt, at ansatte har ansvar for forældrenes eventuelle indbetalinger.
- Eventuelle indbetalinger til klassearrangementer skal drøftes og aftales mellem forældrene i klassen.
- Klassekassen kan eventuelt suppleres gennem små indtægtsgivende aktiviteter som salg af skrabelodder eller lignende, efter aftale blandt forældrene.
Omfang
Princippet er gældende for alle klassetrin på Bryndum Skole.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 04.11.2025
Baggrund:
Flere elever bruger elcykler og el-løbehjul, hvilket skaber behov for tydelige rammer i skole- og SFO-tid. Skolebestyrelsen ønsker et princip, der tydeliggør sikkerhed, ansvar, aldersgrupper og fællesskab.
Formål:
Formålet med princippet er at sikre, at brug af elcykler og el-løbehjul sker på en sikker og ansvarlig måde, samtidig med at det understøtter fællesskab og trivsel blandt eleverne.
Lovlighed og ansvar:
Alle elcykler og el-løbehjul skal være lovlige og følge gældende lovgivning samt anbefalinger fra Rådet for Sikker Trafik. Forældre har ansvar for, at deres barns køretøj er lovligt
Princippet: Elcykler må ikke anvendes i indskolingen, SFO og klubtid.
- På mellemtrinnet må elcykler kun anvendes, hvis forældre har indgået en konkret aftale med den pågældende lærer.
- I udskolingen må elcykler anvendes efter gældende lovgivning.
- El-løbehjul må på mellemtrinnet og i udskolingen kun anvendes i helt særlige tilfælde efter aftale med en lærer.
- Skolen påtager sig ikke ansvar for skader, tab eller tyveri af elcykler eller el-løbehjul, hverken i skole- eller SFO-tid.
- Brug skal ske hensynsfuldt, så det ikke generer andre elever, undervisning eller fælles aktiviteter.
- På ture ud af huset anvendes cykelhjelm.
Omfang:
Princippet gælder for alle elever på Bryndum Skole.
Vedtaget i skolebestyrelsen den 15.12.2025