Ændring af serviceniveau på udstedelse af rejsekort/buskort fra 1. august 2024
Børn & Familieudvalget besluttede i 2015 en forsøgsordning, hvor der efter konkret ansøgning kunne udstedes rejse-/buskort til alle folkeskoleelever fra 0.-9. klasse med en længere skolevej end 2,5 km.
I forbindelse med kommunalbestyrelsens budgetforlig for 2024-2027 blev det besluttet at ændre serviceniveauet for udstedelse af rejse-/buskort til folkeskoleelever. Ændringen sker med virkning fra 1. august 2024.
Det betyder, at der fra skoleåret 2024-2025 udstedes rejse-/buskort jf. Folkeskolelovens § 26.
Folkeskolelovens § 26 foreskriver, at kommunen skal sørge for befordring mellem distriktsskolen og hjemmet, der har en længere skolevej end:
- 2,5 km for børn i børnehaveklassen til 3. klassetrin,
- 6 km for børn på 4.-6. klassetrin
- 7 km for børn på 7.-9. klassetrin
- 9 km for børn på 10. klassetrin
Ovenstående gælder også for folkeskoleelever, hvor kommunen har henvist til en anden skole end distriktsskolen.
Børn, der har en kortere skolevej end ovenstående, har tillige krav på befordring, hvis de går på distriktsskolen og hensynet til børnenes sikkerhed i trafikken gør det særligt påkrævet.
Vælger forældrene selv en anden skole end distriktsskolen i bopælskommunen eller en skole i en anden kommune, får valget den betydning, at hverken bopælskommunen eller skolekommunen er forpligtet til at yde fri befordring.
Vi gør opmærksom på, at ovenstående beslutning ikke kan påklages.