Egekratskolen ligger i landsbyen Grimstrup øst for Esbjerg. Vi har 46 elever fordelt på syv klasser. Der er en klasse på hver årgang op til 6. klasse, og når eleverne skal i 7. klasse flytter de på Nordre Skole i Bramming. Her kører de til og fra skole med skolebus. Egekratskolen har sin egen SFO, som ligger sammen med skolen på Skovbrynet.
Lille skole med tryghed i fokus
Egekratskolen er en lille skole, hvor trygheden og nærværet er i fokus, og klassernes størrelser er overskuelige. Børnene kender ofte hinanden fra børnehaven, fritidsaktiviteter og landsbylivet, og derfor er det naturligt at lege sammen på tværs af køn og alder. På vores skole lærer elever, personale og forældre hinanden godt at kende, og skolelivet nyder godt af landsbyens fællesskab.
Ambitiøse på læring og trivsel
Hos os tror vi på, at alle børn gør det rigtige, hvis de kan, og vi bakker eleverne op i at blive så dygtige som muligt. Vi er ambitiøse på trivslen, og det er vores mål, at eleverne er glade for at gå i skole hver dag. Det er nemlig fundamentet for, at de er parate til at lære. Derfor er det vigtigt for os, at eleverne har indflydelse på undervisningen og oplever, at skoledagen er spændende, kreativ og udfordrende.
God plads inde og ude
Egekratskolen ligger naturskønt på kanten af en stor skov og er ellers omgivet af marker og byens villaveje. Vi har god plads inde på skolen, og så er vores udearealer noget helt særligt. Vi har fornøjelsen af store legepladser i naturlige omgivelser, multibane, boldbaner og skovhytte, og vi lægger vægt på at inddrage naturen og vores lokalområde i hverdagen og skolelivet, så undervisningen bliver varieret, levende og vedkommende.