Princip for undervisningens organisering
Elevernes placering i klasser
Skolens ledelse tilstræber at orientere skolebestyrelsen og forældrene så tidligt som muligt, hvis elevtal, pædagogiske eller faglige forhold nødvendiggør nye klassedannelser.
Elevernes undervisningstimetal
Skolen tilstræber, at undervisningstiden ikke væsentligt overskrider minimumstimetallet. [Folkeskoleloven, § 14b]
Skoledagens længde
Skolen tilrettelægger så vidt muligt elevernes skoledage, så undervisningen i indskolingen ligger i tidsrummet 8.00-14.00, på mellemtrinnet i tidsrummet 8.00-14.45.
Skemalægning
- Skemalægningen har som mål at sikre eleverne en både sammenhængende og varieret skoledag.
- Skoledagen planlægges under hensyntagen til elevernes behov for pauser og tid til at spise.
- Skolen tilstræber, at skemaet og evt. skemaændringer er kendt af elever, forældre, skolens medarbejdere, ledelse og relevante samarbejdspartnere i god tid, således at det næste års skoleskema ligger klar før sommerferie
- Skolen tilstræber, at skoledagen planlægges, så der er mulighed for aktivitetsbaseret undervisning, ekskursioner og samarbejde med eksterne parter.
Undervisningsdifferentiering
- Skolen tilstræber, at undervisningen tilrettelægges med hensyntagen til de enkelte elevers faglige og personlige forudsætninger.
Tema- og projektforløb
- Skolen tilstræber, at tema- og projektforløb muliggør samarbejde på tværs af årgange og klassetrin.
- Skolen tilstræber, at tema- og projektforløb fastlægges i skolens årsplan inden skoleårets begyndelse.
- Skolen tilstræber at inddrage forældre, ressourcebank og andre med særlig viden om emnet i både planlægning og gennemførelse af tema- og projektforløb.
- Skolen tilstræber at informere hjemmene i god tid om tema- og projektforløbenes formål, indhold og organisering og om eventuelle ændringer i elevernes mødetid.
- Skolen tilstræber, at der i organiseringen af tema- og projektforløb tages specielt hensyn til elever, der har det svært med opbruddet i skolens faste struktur.
Understøttende undervisning (UUV)
Formål
Formålet med UUV i Darum Børneby er, at understøtte læringsmålene i den fagdelte undervisning samt trivsel og social udvikling hos det enkelte barn. Derudover skal UUV være med til at understøtte den målstyrede undervisning.
Indhold i UUV
Understøttende undervisning består af tre elementer, der hver især kan bidrage til at sikre den optimale progression og udvikling hos hvert enkelt barn. De tre elementer der indgår i UUV er:
- Faglig fordybelse: her arbejdes der med et fag eller tværfagligt i en periode, hvor hovedfokus er på en dybere forståelse af et givent emne eller udfordring.
- Trivsel: her arbejdes der med forebyggende eller akut med trivsel. Der er fokus på at skabe positive og rummelige læringsmiljøer.
- Lektiehjælp: her arbejdes der med hjælp til børnenes lektier, så de er i stand til at løse dem hjemme.(Lektiehjælpen er i Darum Børneby en integreret del af den daglige undervisning og har til formål at hjælpe børnene til at kunne klare lektierne hjemme. Læsning betragtes ikke som lektier, men som en nødvendig og selvfølgelig del af barnets læsetræning og læseudvikling.)
Det er den enkelte lærer/pædagog eller klasseteam, der i den konkrete situation afgør hvilket element der anvendes for at sikre klassens og det enkelte barns læring og trivsel.
Personale
Det er ledelsens ansvar, at der påsættes kompetent personale til at løse opgaverne i UUV. Det betyder, at der både kan bruges lærere og pædagoger i UUV alt efter opgavens karakter.
Praktisk-musiske fag (madkundskab, billedkunst, musik og håndværk og design)
Formål:
At sikre at de praktisk/musiske fag (Madkundskab, billedkunst, håndværk og design og musik) har mulighed for at give grobund for, at eleverne udvikler praktisk/håndværksmæssige, kunstnerisk/æstetiske, kropslige/følelsesmæssige kompetencer i eksperimenterende, skabende og reproducerende forløb, hvor deres sanser og håndelag sættes i praksisnært samspil med deres kognitive og sociale kompetencer.
Mål:
- Eleverne skal have mulighed for at opleve glæde og lyst ved en praktisk tilgang til fagene i arbejdet med at tilegne sig kundskaber og færdigheder i de praktisk musiske fag.
- Der skemalægges så faglokaler og tid giver mulighed for det praktiske arbejde i fagene.
- Så vidt muligt afsættes beløb i budgettet der muliggør indkøb af materialer i et rimeligt niveau, således at den praktiske dimension kan bruges i videst muligt omfang, f.eks. i faget madkundskab lægges fokus på tilberedning, spisning, hygiejne og rengøring.
Elevernes hjemmeaktiviteter
- Skolen tilstræber at involvere forældrene i elevernes læring med ideer til hjemmeaktiviteter, der understøtter den faglige læring.
Motion og bevægelse [Folkeskoleloven, § 15, stk. 1]
- Skolen tilstræber, at motion og bevægelse inddrages hver dag i både den understøttende og fagopdelte undervisning.
- Skolen tilstræber, at motion og bevægelse i undervisningen er varieret og fremmer elevernes bevæglesesglæde.
Supplerende undervisning
- Skolen tilstræber at samarbejde med forældrene og eleven om tilrettelæggelsen af den supplerende undervisning.
- Skolen tilstræber, at personalet, der varetager den supplerende undervisning, lever op til de samme kvalifikationskrav, som gælder for specialundervisningen. [Specialundervisningsbekendtgørelsen, § 17] og [Folkeskoleloven, § 3a]
- Skolen tilstræber, at den samlede undervisningstid for elever, der får supplerende undervisning, ikke overstiger det fastsatte loft for den højeste samlede undervisningstid. [Specialundervisningsbekendtgørelsen, § 12] og [Folkeskoleloven, § 5, stk. 5]
Dansk som andetsprog [Folkeskoleloven, § 5, stk. 6] og [Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog]
- Skolen er forpligtet til at gøre forældre til tosprogede elever opmærksomme på muligheden for undervisning af eleverne i dansk som andetsprog.
- Organiseringen af undervisningen i dansk som andetsprog skal så vidt muligt tage hensyn til elevernes behov for at være en del af klassefællesskabet.
- Skolen tilstræber, at den samlede undervisningstid for elever, der modtager undervisning i dansk som andetsprog, ikke overstiger det fastsatte loft for den højeste samlede undervisningstid.
- Skolen er forpligtet til at gøre forældre til tosprogede elever opmærksomme på muligheden for modersmålsundervisning i Esbjerg Kommune.
Fagenes fordeling på klassetrin
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at der også skal gives undervisning i et fag på et andet klassetrin end det, folkeskoleloven foreskriver, må skolebestyrelsen fastsætte principper for, hvordan det håndteres på skolen. Læs om fagene i folkeskolen her. [Folkeskoleloven, § 5, stk. 4]
Samlæsning af klasser
Darum Børneby tilstræber at have mindst en klasse per årgang. I de situationer hvor elevtallet i en klasse er så lavt, at det kan være nødvendigt af såvel pædagogiske som sociale grunde kan to årgange samlæses.
Princip for holddeling
I Darum Børneby vægtes den differentierede undervisning. Skolen er indrettet med en traditionel klasseinddeling, hvor holddeling kan indgå som en del af metoden. Eleverne kan således efter omstændighederne opdeles efter fagligt niveau, interesse, køn eller på tværs af alder.
Formål: Undervisningens organisering skal skabe rammer, der sikrer hver enkelt elev bedst mulig læring, dannelse og trivsel.
Mål:
- At sikre lærere, pædagoger og elever de rammer der skal til, for at eleverne kan blive så dygtige som muligt.
- Skolen tilstræber at bruge holddannelse på tværs af klasser og klassetrin, når det kan fremme undervisningsdifferentiering, elevernes motivation og fællesskabet på skolen.
- Skolen tilstræber, at grundlaget for holdplaceringen er tydelig for den enkelte elev.
- Skolen tilstræber at evaluere holddannelsen løbende.
- Hvis holddelingen har en varighed på mere end to uger, skal forældrene orienteres og eventuelt inddrages.
Den åbne skole
Formål:
- Den åbne skole skal, gennem samarbejde med det omgivende samfund, højne trivslen, motivationen, den faglige kvalitet og livsdueligheden for eleverne.
- Den åbne skole skal, gennem samarbejdet med det omgivende samfund, styrke den lokale sammenhængskraft og introducere eleverne til fritids- og fremtidsmuligheder.
Mål:
- Aktiviteter i samarbejdet mellem skole og det omgivende samfund, bidrager til at opfylde Fælles Mål og har en klar kobling mellem teori og praksis.
- Det tilstræbes, at samarbejdet mellem skolen og det omgivende samfund tager udgangspunkt i elevens interesser og motivation.
- Det tilstræbes, at samarbejdet mellem skolen og det omgivende samfund både består af aktiviteter i den fagopdelte undervisning og aktiviteter i den understøttende undervisning.
- Det tilstræbes, at samarbejdet med musik-, kunst- og kulturskoler bidrager til at udvikle skolens musik og billedkunstundervisning samt inspirerer eleverne til at udfolde deres musikalske og kunstneriske evner og interesser evt. på eliteniveau.
- Det tilstræbes, at samarbejdet med idrætsforeningerne giver eleverne en større indsigt i variationen af idrætsgrene og lyst til deltagelse i det lokale idrætsliv.
- Det tilstræbes, at samarbejdet med erhvervslivet styrker elevernes evne til innovation og iværksætteri samt deres uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.
- Inddragelse af udefrakommende personer, f.eks. ressourcebanken, i undervisningen kan ske ud fra vurderingen af at de bidrager med kompetencer, som ikke er på skolen.
- Det tilstræbes at inddrage forældre i planlægning og gennemførelse af aktiviteter knyttet til den åbne skole.
- Aktiviteterne i samarbejdet mellem skole og det omgivende samfund er organiseret efter klare aftaler, ansvarsfordeling og med en høj sikkerhed for alle elever.
- At sikre samarbejdet mellem Darum Børneby og Darum IF
Vedtaget i Darum Børnebys bestyrelse d. 18/12-2017