eTwinning: a window to the world
På Hjerting Skole bruger vi eTwinning til at give vores elever global dannelse og kendskab til omverdenen. Siden 2021 har vi haft udmærkelsen som eTwinning-skole – en europæisk anerkendelse af vores arbejde, som vi hvert andet år skal gøre os fortjent til at genvinde.
En integreret del af undervisningen
eTwinning indgår i forskellige fag og forløb på tværs af årgangene fra 0. til 8. klasse. I stedet for kun at læse om andre lande i en lærebog, indgår eleverne som aktive deltagere i projekter med jævnaldrende i Europa.
Herunder eksempler på projekter og deres indhold:
- Venskab, empati og trivsel: Projekter som Friendship, Kindness og Elmo
- Bæredygtighed: Environmental sustainability om grøn omstilling og klima
- Sprog og ungekultur: The language of the young generation om unges kommunikation
- Sunde vaner: Active Youth med fokus på fritidsaktiviteter væk fra skærmen
- Kulturutveksling: Diverse projekter om traditioner og højtider
Via skolens Erasmus+-akkreditering arbejder 8. årgang desuden med blended mobility, hvor digitalt projektsamarbejde over skoleåret kombineres med en fysisk udveksling.
Flot anerkendelse og højt fagligt niveau
Vores fokus på kvalitet i projekterne afspejler sig i flotte resultater: Næsten alle vores projekter opnår et Nationalt Kvalitetsmærke, og flere af dem har været nomineret til Bedst i eTwinning. Den hidtil bedste placering fik projektet European Exploration Society 23-24-25, som opnåede en 3. plads i Bedst i eTwinning 2025 samt 10.000 kr. til udstyr til skolen.
Hvad får eleverne ud af det?
Gennem eTwinning styrker vi elevernes:
- Sproglige kompetencer: Sprog bruges i direkte, autentisk kommunikation.
- Interkulturelle forståelse: Mødet med andre kulturer opbygger empati og nysgerrighed.
- Digitale dannelse: Samarbejdet foregår i lukkede, sikre europæiske læringsrum.
- Demokratiske dannelse: Eleverne oplever medborgerskab og fællesskab på tværs af grænser.
På Hjerting Skole lærer vi ikke bare om verden – vi lærer med verden.